Jeg hedder René Schneider. Er 51 år og gift med Dorte. Vi har 3 børn, Gustav på 16 der går i folkeskole, Victor på 18 år som går på Favrskov gymnasium og Agnete på 21 år, der arbejder med heste i Nordjylland.
Vi bor på en gård, der ligger mellem Hadsten og Lyngå. Vi har boet på gården siden 2007, som er Dortes barndomshjem.
Jeg er uddannet detailslagter i 1990, og er 6. generation af slagtere i familien. Til daglig er jeg slagtermester hos Meny i Viborg.
Siden vi flyttede til Favrskov, har jeg været engageret i Skolebestyrelsen på Østervangskolen i Hadsten. Det er dejligt at følge med i de processer der ligger omkring skolearbejdet og ikke mindst at have indflydelse på børnenes indlæring. Det er også her, at min skærpede interesse for børn og unge stammer fra.
Som fodboldtræner i Hadsten Sports Klub (HSK) har jeg ike bare fulgt mine egne børns træning og sociale udvikling. Det har også været holdkammeraterne og udvikling af klubben generelt, som har haft min interesse. Her kan jeg på sidelinjen følge udviklingen, og erfare hvor vigtigt det er, at der er et socialt og sportsligt tilbud til de unge mennesker.
Det har også været en vigtig del af mit personlige virke, at være medlem af menighedsrådet i Lyngå. Jeg holder meget af at være i kirke og deltage i arbejdet som kristent menneske. Derfor vil jeg gerne udvikle den del af kirkerummet. Senest har jeg stået for at få ombygget kirkegården i Lyngå og haft dialogen med Provsten og graverne omkring budgetter og anlægsarbejde.
Jeg kan skabe dialog og kompromis imellem stridende parter. Dette har jeg udtrykt igennem medlem af Hegnsynet i Favrskov. Lige nu sidder jeg som formand i min tredje periode.
Det giver sig selv, at engagere sig politisk, så skal rollen som formand for den Konservative Vælgerforening i Favrskov også passes. Her samler vi trådene for vores lokale indsats. Det er en rolle der går på tur blandt de lokale.
Når demokratiet skal udfoldes, så elsker jeg at være valgtilforordnet ved de forskellige typer at valg; uanset om det er europavalg, folketingsvalg eller kommunalvalg. Her møder jeg borgere i øjenhøjde og kan få en god dialog.