Folketingskandidat Bjarne Lundgaard
Gør hverdagen lettere
Jeg har gennem mit daglige arbejde som arkitekt stødt på utallige vanskeligheder som dikteres af folketing, styrelser og offentlige myndigheder, der ofte gør dagligdagen bureaukratisk og forlænger hverdagen med overflødig kontrol, hvilket betyder længere sagsbehandling på grund af en kompleks lovgivning, der ikke er til gavn for brugerne. Danmark skal igen være et rart sted at være, hvor staten ikke driver rovdrift på almindelige mennesker der gerne vil udføre et sundt og godt stykke arbejde uden at blive dynget til med hindringer i form af overflødigt administrativt bøvl og tidsrøveri.
Den offentlige service skal være i orden. Folkeskoler, børneinstitutioner og ældrecentre m.v. skal ikke være nedslidte, men vel vedligeholdt og indrettet efter nutidens krav. Men der skal være fokus på kerneydelser, så vi skal ikke have verdens største offentlige sektor, men derimod skal der omstruktureres, således at der arbejdes i selvstyrende grupper, hvor kompetencen er samlet hvor den skal bruges / udføres decentralt. I dag er kompetencen placeret centralt og følger alene de enkelte processer via indberettet kvalitets kontrol.
Jeg vil som konservativ politiker være med til at gøre op med tanken om, at vi kan blive ved med at bevilge flere penge til en lovmaskine som er løbet af sporet. Problemet er at lovgivningen er alt for kompleks og det er de færreste der har mod og overblik til at sige stop.
Derfor er en stemme på mig ensbetydende med besparelser i den offentlige sektor for at mindske og omlægge skatter og afgifter, der giver øget frihed og personligt ansvar.